Pressemeddelelse
Rasmus Vilsgaard - ny træner i Vejle Svømmeklub

Vejle Svømmeklub skruer op for elitesatsningen og ansætter pr. 1. maj 2021 Rasmus Vilsgaard. Rasmus skal i samarbejde med den nuværende førsteholdstræner Kris Wesselink være med til at løfte visionen om at Vejle skal have svømmere med til EM, VM og OL frem mod 2024.

Gennem de seneste 10 år har Vejle Svømmeklub udviklet sig enormt og for at vi kan forsætte vores positive udvikling og sigte endnu højere for vores bedste konkurrencesvømmere, så er der brug for flere stærke trænerressourcer. Udover at Rasmus skal bruge sin tid på førsteholdet skal han også stå for at udvikle og sparre med de øvrige konkurrencetrænere.

Den nye ansættelse skal også være med til at skabe frirum til at vores organisation og svømmeklub generelt vokser på sigt og vores bredde og talentudvikling fortsat kan udvikle sig positivt hen over den næste årrække. Klubbens direktør, Johan Seistrup skal i endnu højere grad være med til at udvikle klubben yderligere til gavn for alle medlemmer og samtidig også skabe endnu bedre vilkår for klubbens konkurrenceholdssvømmere.

Johan udtaler: ”På førsteholdet har vi i forvejen en meget ambitiøs træner i Kris Wesselink og vi har i ansættelsesprocessen være meget målrettet omkring at kunne finde en sidestillet kapacitet, der matcher Kris’ filosofi og engagement samt kan supplere med andre kompetencer. Rasmus Vilsgaard kommer med erfaring fra nogle af de mest etablerede eliteklubber i Danmark, senest i Hovedstaden Svømmeklub. Samtidig har Rasmus en kandidatgrad i idræt og kan således tilføre værdifuld viden til klubben. Derfor er vi ovenud tilfredse med at kunne præsentere Rasmus Vilsgaard”.

Vi tror på, at Kris og Rasmus kan støtte samt udfordre hinanden og svømmerne og ikke mindst i samarbejde skabe en endnu stærkere dagligdag, som svømmerne kan udvikle sig bedst muligt i. Opjusteringen på trænersetuppet sammenholdt med de faciliteter og rammer Vejle Svømmeklub indeholder gør at Vejle Svømmeklub bliver et af de mest attraktive svømmemiljøer i Danmark.

Rasmus Vilsgaard udtaler: ”Jeg glæder mig til at komme i gang i Vejle Svømmeklub. I Kris Wesselink har Vejle Svømmeklub allerede en ung talentfuld træner, som jeg ser frem til at samarbejde med og ikke mindst realisere Vejle Svømmeklubs målsætning om at have svømmere med ved internationale seniormesterskaber frem mod 2024. Kris og jeg har en god kemi og vi tror begge på at mennesker udvikler sig bedst gennem tillid og i et miljø, hvor man støtter og udfordrer hinanden.
Yderligere har vi forskellige kompetencer og personligheder, som jeg tror kan være med til at gøre teamet komplet og sikre at vi rammer alle svømmerne på førsteholdet bedst muligt.”

Rasmus tilføjer, ”udover det daglige samarbejde med Kris ser jeg også frem til at arbejde sammen med resten af teamet i Vejle Svømmeklub, som senest med Johan i spidsen i min optik har skabt den mest interessante elitesvømmeklub i Vestdanmark.

Vejle er lykkedes med at skabe en stabil organisation, hvor man hele tiden tænker på at udvikle sig. Jeg tror på at dette solide fundament er med til at gøre, at jeg kan bruge min tid og energi til det jeg er dygtig til, hvilket jeg selv mener er at udvikle svømmerne og trænerne omkring mig.”

Vejle Svømmeklub